3.08 Svømmeundervisning, badning, sejlads og transport m.m.

Svømmeundervisning

Lovgrundlag: Folkeskoleloven § 5 og 10 samt Fælles Mål 2009’s Faghæfte 6 for Idræt.

Den obligatoriske svømmeundervisning i Silkeborg Kommune er ophørt pr. 31. juli 2011.
Besluttet: Børne- og Ungeudvalget den 10. august 2010.

 

Regler for børns badning i skoletiden

Lovgrundlag: BEK nr. 703 af 23. juni 2014, Bekendtgørelse om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden.

  • Skoletiden omfatter undervisningsdel og fritidsdel.
  • Badning under ekskursioner og lignende, herunder badning i badelande, må alene finde sted, hvis det kan foregå under fuldt betryggende forhold.
  • Hvis badning foregår på friland, skal medarbejderen inden badning tillades have en sikkerhed for, at bund- og strømforhold mv. ikke frembyder nogen fare.
  • Badning bør kun foregå på et for eleverne nøje afgrænset område, som er let at overskue, og hvor alle kan bunde. Der bør være mindst 2 voksne, af hvilke den ene opholder sig på land, medens den anden deltager i badningen og markerer ydergrænsen for det tilladte område.
  • Begge de ledsagende medarbejdere skal kunne svømme og kunne foretage livredning samt førstehjælp. Hvis der er aftale med en tilstedeværende livredder, kan der slækkes på kravet om, at den ansvarlige medarbejder bør have bestået en livredderprøve og førstehjælpskursus. På baggrund af børnesammensætningen (og barnets svømmekompetencer) vurderes det, hvilket antal børn og voksne der skal i vandet (el. bassinet). Der bør ikke være mere end 12-15 elever i vandet på samme tid, og eleverne bør have besked på at holde sammen to og to.

Se i mere generelt om baderegler på http://www.badeballade.nu.

Regler for elevers sejlads i mindre både i forbindelse med skolens virksomhed

Lovgrundlag: Søsikkerhedsloven, herunder Bekendtgørelse nr. 956 af 26. september 2012, Bekendtgørelse om mindre fartøjer der medtager op til 12 passagerer, samt Bekendtgørelse nr. 233 af 5. marts 2015 Bekendtgørelse om besætningsfastsættelse.

Sikkerhedsinstruks

Silkeborg Kommunes Forsikringsteam og Personalejuridisk Enhed har i samarbejde med AQUA Naturfagscenter udarbejdet nogle overordnede regler for sejlads med mindre fartøjer, der skal opfyldes, når skolen udarbejder sin sikkerhedsinstruks for sejllads. De overordnede regler er skrevet med blåt i ”Sejlads-sikkerhedsinstruks skabelon” (findes på Fællesnettet (internt link)).

I de farvande som skolen altid sejler i, eks. Silkeborg Langsø, kan skolen nøjes med at udarbejde en enkelt sikkerhedsinstruks. Vælger skolen at sejle i andre farvande, eks. Vejle Fjord, så skal der udarbejdes en anden. Skolens sikkerhedsinstruks for sejlads skal altid være tilgængelig – så læg den/dem ud på skolens hjemmeside.

Vær opmærksom på, at der gælder lidt andre regler i forhold til motorbåde/speedbåde, både i forhold til uddannelse samt hvad man skal skrive i sin sikkerhedsinstruks. Alt dette står også i bekendtgørelserne.  

ZoomIN > Forsikring og Risikostyring (internt link) ligger den overordnede sikkerhedsinstruks for sejlads med mindre fartøjer altid tilgængeligt. 

Forsikring

Al sejlads SKAL oplyses til Forsikringsteamet, uanset om skolen ejer eller lejer fartøjer m.m., da det kun er Forsikringsteamet, der kan tegne de nødvendige forsikringer.

Forsikringsteamet tegner en årspolice på de kanoer og kajakker, som skolerne melder ind til os. Herefter opkræver vi skolen for forsikringen. Kontakt Forsikringsteamet mht. skolens dækning. 

Forsikringsteamet tilbyder jævnligt GRATIS: Førstehjælpskursus. En dags sikkerhedskursus. Vandtætte sejleposer.

Al kommunikation i forhold til passagerer/ansvarsforsikring gå igennem Forsikringsteamet, Silkeborg Kommune. Dette gælder også ved tolkning af regler samt sikkerhedsinstruks.

Forsikringsteamet kan kontaktes via mail: forsikring@silkeborg.dk.
Administrativ beslutning den 1. maj 2014

 

Transport i skole- og SFO-tiden

Der er ikke lovkrav om at indhente transporttilladelser fra forældre til skolebørn, iflg. KL og ministeriet. Det skal dog fremgå af skolens hjemmeside, at al transport af børnene i skole- og SFO-tid sker under skolelederens generelle tilsyn og, at transporten naturligvis foregår ud fra gældende lov (jf. hjemmevejledning). Transporttilladelsesfeltet er fjernet fra fremtidige indskrivningspapirer.

Al transport af elever i undervisnings- og SFO-tiden – herunder også kørsel i private biler – hører under skolelederens generelle ansvar. Når elever transporteres, skal gældende sikkerhedsforanstaltninger for det enkelte køretøj følges - eksempelvis at der bruges de seler, som transportmidlet fordrer, føreren ikke kører påvirket, mm. Skolerne behøver ikke indhente samtykke til transport, fordi det forudsættes, at sikkerhedsforanstaltningerne følges. Det er dog en god idé at oplyse forældre, om hvilken type transportmiddel eleverne skal transporteres med, når man varsler en tur. Så kan de vende tilbage, hvis der er et problem med det valgte transportmiddel.
Administrativ orientering jf. Jura den 12. september 2016