3.04 Skolestart

Skolestart

Som udgangspunkt skal alle børn starte i almindelig klasse på distriktsskolen i august det år, hvor de fylder 6 år. Se bilag 2.03 om optagelse af elever. Se i øvrigt på Silkeborg Kommunes hjemmeside om skolestart, indskrivning og skoleskift.

 

Støtte til skolestart

Det er på skoleområdet ligesom for dagtilbudsområdet sådan, at alle resurser er lagt ud decentralt. Det er skolelederen på den enkelte skole, der har ansvaret for fordelingen af resurser til børn i udsatte positioner. Dette betyder, at dagtilbuddet ikke skal søge resurser til skolestartere. Dagtilbuddets opgave er at få lavet en god overlevering til skolen, hvor barnets behov beskrives. Det er så op til skolen at vurdere, hvordan den vil løse opgaven.

Dagtilbuddet har ingen mulighed for at søge støtte gennem PPR eller andre centrale instanser.

 

Udsættelse af skolestart

For nogle børn, som er født i de sidste måneder af året, kan der være ønske om at vente et år med at starte i skole.

Forældrene kan med begrundelse i barnets udvikling søge skolen om tilladelse til, at deres barn kan få udsat skolestarten til det år, hvor barnet fylder 7 år. Skolelederen træffer afgørelse om dette. Dette er en forvaltningsretlig afgørelse, da der er undervisningspligt fra august det år, hvor barnet fylder 6 år.

Skolelederen på den lokale skole og forældrene skal være enige om, at en skoleudsættelse er det bedste for barnet. Hvis enten skolelederen ikke kan godkende skoleudsættelsen, eller forældrene ikke vil give samtykke til skoleudsættelsen, så skal barnet starte i skolen på det tidspunkt, hvor undervisningspligten indtræder: den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år.

Hvis et barn har en OBS-plads eller en § 32 -dagtilbudsplads, skal dagtilbuddet og forældrene være opmærksomme på, at denne plads ikke automatisk forlænges ved skoleudsættelse. Der skal altså også søges om forlængelse af specialpladsen i dagtilbud (dette gives i øvrigt kun i helt specielle tilfælde).

Da skoleudsættelse er en sag mellem forældrene og skolen, har dagtilbuddet ikke nogen opgave i den forbindelse.